LEGEPLADSEN
Vi ser legepladsen som et pædagogisk rum, hvor der kan være et samspil mellem den frie leg, de igangsatte aktiviteter, samt mødet på tværs af aldersgrupper og udelivet. Det er vigtigt at overveje, hvordan man kan bruge legepladsen, så den udnyttes bedst muligt.
I praksis:
Børnene skal eksempelvis også ud i regnvejr. De voksne skal have overtøj med til al slags vejr. Harmonien har regnslag og voksen-flyverdragter til rådighed. Der er masser af muligheder på legepladsen i regnvejr: Mudderbad, fuld fart på rutschebanen, hulebygning osv.
De voksne skal tale sammen om, hvilke muligheder de ser og fortælle hinanden om deres gode idéer.
På legepladsen er det vigtigt at være 'på' og til stede. Ligesom i andre aktiviteter skal personalet ikke blot være observatører, mens børnene leger. Opmærksomheden skal primært rettes mod børnenes behov for personalets deltagelse, tilstedeværelse og nærvær.
Personalet skal både inden og mens, man er på legepladsen overveje, hvilken rolle de har i forhold til pædagogiske tiltag og være igangsættende i pædagogiske aktiviteter: Hvad skal man lave på legepladsen og hvem skal lave det?
Medarbejderne skal på forhånd aftale, hvad de skal lave på legepladsen og tænke over, hvilken rolle de hver især vælger. Sørg for, at alle har en rolle.
Husk at finde de redskaber/rekvisitter, der skal bruges, så aktiviteten bliver vellykket.
Det er i orden at fordybe sig - forudsat fordybelsen sker i børnene - og at være tydelig over for sine kolleger om, at de tager ad hoc opgaverne fx toiletbesøg i fordybelsesperioden.
Med mindre der er en omsorgsmæssig begrundelse for at handle anderledes (fx børn der ikke er klar til at komme på legepladsen på grund af fortsat søvn/spisning), er det det faste personale, der går på legepladsen og eventuelle vikarer, der lukker stuen af om eftermiddagen.
I skovbørnehaven er udelivet en væsentlig del af hverdagen, da børnene er ude hver dag. Børnene mærker og lærer om årstider, temperaturskift og lyset i deres møde med naturen. Pædagogerne arbejder som udgangspunkt med netop naturen i fokus i hverdagspædagogikken i skoven.